søndag den 23. januar 2022

Kronik i Ugeavisen Odense

Jeg er blevet skribent hos Ugeavisen Odense. Jeg vil cirka en gang om måneden invitere læserne med ind i det rum, hvor jeg hver uge snakker med mennesker, som på den ene eller anden måde har "ondt i seksualiteten". For nogle er det nok at komme en enkelt gang, andre har brug for et regelret forløb. 

Hermed min første kronik til ugeavisens tillæg "I Byen", som trykkes i 85.000 eksemplarer.


Ugeavisen Odense (e-pages.pub)

Det er efterhånden i de fleste kredse socialt accepteret at gå til psykolog. Jeg ville sådan ønske, at det også gjorde sig gældende inden for mit felt: At man åbent kunne sige, at man gik til sexolog eller parterapeut. Vi følges jo med vores seksualitet hele livet, og langt de fleste vil på et eller flere tidspunkter i deres liv støde på større eller mindre bump på vejen, som ikke går over “af sig selv” eller ved hjælp af en god ven. Vi er så dygtige og kloge til mange ting, men vi tager jo ikke kørekort til parforholdet, ligesom vi gør til symaskinen og bilen. Så selvfølgelig kommer bilen da til at slingre nogle gange! En god parterapeut kan hjælpe med at rette bilen op, så den forhåbentlig undgår at køre i grøften - især hvis man rækker ud i tide. 



Fra sexologens bord: 

Betina, 28 år, henvender sig til mig, fordi hun har svært ved at få lyst til sex og give sig hen til sex med sin kæreste. Hendes kæreste, Benjamin, er ikke med, men ved godt, at hun nu sidder i stolen over for mig. Han glæder sig til, at vi får fundet frem til, hvad der er galt, så hun kan mærke sin lyst igen; den havde hun jo, da de mødtes for tre år siden. 

Betina er kørt helt sur i det, kan slet ikke finde pointen med sex og beskriver, at hun egentlig lige så gerne ville se et afsnit af “Rita”. Jeg spørger ind til biologiske og psykologiske faktorer, hvor der ikke lige umiddelbart er noget, jeg hæfter mig ved, og Betina beskriver sit parforhold som “godt og hyggeligt og trygt”. Hun finder Benjamin lækker og elsker ham, mens superlativerne er lidt mindre farvestrålende, da vi kommer til det seksuelle. Hun tilføjer lidt grinende: “… og jeg tror egentlig heller ikke, han ville lægge mærke til det, hvis jeg rent faktisk lige smuglede iPad’en frem fra natbordet og lå og så lidt “Rita”, mens han tog mig fra siden”. 

BINGO! Her ligger hunden jo nok begravet, tænker jeg. Jeg spørger hende, hvad hun savner rent seksuelt. Hvad hun længes efter. Hvad hun ville ønske, at han vidste. Hun taler sig frem til, at hun nok savner nærvær i det intime, “jeg længes efter følelsen af at smelte sammen med ham… men han skynder sig sådan!”. Hendes øjne bliver våde, da hun siger: “Gid han bare nogle gange ville kigge mig ind i øjnene”.

Nu har jeg jo ikke mødt Benjamin, men som udgangspunkt er der for mig ikke nogen skurk her, ingen egoisme eller dårlige hensigter. Betina har ikke fået fortalt sin kære Benjamin om sine længsler; hun vil jo ikke såre ham, som hun siger. På den måde er de kommet ind i en dårlig spiral, hvor det seksuelle nærvær er stort set ikke-eksisterende, hvilket har sendt hendes sexlyst lige ret nedad, og derfor smiler hun aldrig mere kækt til ham. Han, på sin side, vil  ikke belemre hende og skynder sig derfor at få sagerne overstået, så hun kan få fred.

Den kan være så svær, den kommunikation! Vi er sårbare, når vi blotter vore drømme og længsler. Og vi har - som Betina- ikke lyst til at såre vores partner.

Betinas lyst fejler ikke noget. Der er ikke noget galt med hende. Faktisk har hun en sund seksualitet, der reagerer helt naturligt. Hvis kvaliteten af sexen - af den ene eller anden grund - er dårlig, er det helt naturligt ikke at få lyst. 

Jeg beder Betina forestille sig, at hendes kæreste nu sidder i den anden røde stol og beder hende fortælle ham om sine længsler. “Kære Benjamin, jeg har noget, jeg gerne vil dele med dig”, begynder hun. 

Hun går ud af min dør med røde kinder og opløftet pande, parat til at gå hjem og få en god snak med sin kæreste. 


Navne og oplysninger er opdigtede/slørede


onsdag den 27. november 2019

Kronik i Kristeligt Dagblad 23/11 2019


Kære single: 
Smid masken i datinglivet

Der findes rigtig mange datingsider og -apps, og mere end 320.000 danskere bruger i dag net-dating. Antallet af singler har trods det været støt stigende siden første måling i 1986. I følge Sexus-undersøgelsen, som blev offentliggjort sidste måned, ville syv ud af ti singler ønske, de havde en kæreste. Andelen er endnu højere for de 24-44-årige. 
Hvorfor er det så svært at få en kæreste? 


Flere af mine venner og veninder er singler og aktive på dating-markedet. De vender ofte slukørede tilbage fra en date, fordi den (og måske også skriverierne op til) var præget af LUNKENHED. Formuleringerne omkring det kan lyde: “Jeg kunne ikke helt mærke ham”, “Hun virkede bare lidt kold og svær at nå ind til”, “Det virkede bare ikke, som om han var helt på”, “Jo, hun var da meget sød, men jeg kunne sgu ikke rigtig mærke mig selv i det”, “Vi har ikke vores børn i de samme uger, så det ville jo aldrig rigtig komme til at fungere”. 


Jeg har selv været single 
og kærestesøgende, og den historie vil jeg gerne dele, fordi jeg i al beskedenhed tror, at man vil kunne blive inspireret af den. Kort fortalt var jeg midt i 30erne, havde to børn, var afklaret om tidligere forhold og havde datet i et stykke tid. En februar-dag i 2016 skrev en mand til mig: “Jeg tror, vi skal mødes. Og jeg tror, vi skal mødes ordløst. Hvis en af os siger noget, afbryder vi daten”. For mig var det den bedste idé, jeg længe havde hørt, og jeg svarede hurtigt ja. Ikke så mange ord, bare mærke og føle og sanse! Ikke noget med at sidde over for endnu en mand på en café og høre alle de normale spørgsmål: “Og hvad laver du så i din fritid?” Hurra!
Mine veninder kiggede vantro og med undrende øjne på mig. Ordløs date med en fremmed?! Men noget i mig sagde, at jo! - dette VAR vejen for ham og mig at gå!  For sagen var, at for mig var han ikke en fremmed. 

Forud var gået to måneders skriveri. Vi havde begge en profil (uden billede) på en dating-side, hvor han skrev glædelig bag-jul til mig d.25.december. I starten gik der dage imellem brevene, men efterhånden blev svartiden kortere, og brevene længere og længere. Jeg bemærkede, at han efterhånden havde en selvstændig plads inden i mig, og jeg stillede mig selv spørgsmålet: “Kan man føle sig forbundet til eller forelske sig i en, man slet ikke har mødt endnu, endsige set et billede af?” Jeg kendte blot hans fornavn. 
En mørk januar-aften sendte han mig et link til et stykke musik, som spontant fik tårer til at trille ned ad mine kinder. Jeg følte mig set. Naiv? Måske. Jeg var åben, tog imod, var overvældet over i hvilken grad, jeg følte mig set af ham. 
Kort tid derefter sendte han mig et billede af nogle høns, han var gået forbi. Han var skør, denne mand, det var tydeligt! Han gik uden om alle traditionelle score-replikker, og “nu skal jeg vise dig alle mine fortræffeligheder, fortælle dig om alle de marathonløb, jeg har gennemført, bjerge jeg har besteget og uddannelser i London, jeg har taget.” Han sendte mig billeder af et gulv fyldt med balloner fra sin fødselsdag og et billede af sin skulder i et særligt lys. 

Sårbarhed
Op til mødet registrerede jeg en sårbarhed over for ham. Jeg frygtede, at jeg efter vores møde ville have lyst til at se ham igen - at være nysgerrig på at høre hans stemme - at lære ham endnu bedre at kende! Hvad nu hvis han ikke gengældte den interesse? Hvad så? Og skulle vores kilometerlange mailkorrespondance så bare gå op i røg? 
I nogle dage irriterede denne sårbarhed mig; jeg ville gerne være ovenpå, være overskudsagtig, festlig, spontan og sjov. Men så tog jeg en beslutning om at være ærlig og stå ved den sårbarhed, jeg mærkede - over for mig selv og over for ham. Jeg ville jo ikke kunne lukke et andet menneske ind, hvis jeg tog en “overskuds-maske” på og lod som om, at det ikke betød en dyt for mig, hvorvidt han syntes om mig eller ej. På den måde ville jeg jo opstille en mur over for ham, som han ikke ville kunne trænge igennem.
Han ringede på kl. 21 den aftalte aften og tog afsted ni timer senere, da han skulle på arbejde. Han havde de smukkeste hænder i hele verden! Et par måneder senere friede han for foden af et norsk fjeld, flyttede ind yderligere et par måneder senere - der var jeg allerede gravid, og senere købte vi hus. Det lyder måske rosenrødt, og det har det også været - noget af tiden! For faktum er, at det kan opleves benhårdt at komme i et parforhold og blive presset på flere parametre efter en god og fri tid som single. Men som bekendt er udfordringer i parforholdet ikke nødvendigvis lig med, at man ikke passer sammen. 

Angst for at blive afvist?
En ordløs date er måske en lige lovlig kontroversiel og vovet tanke for nogle. Men jeg vil gerne slå et stort slag for, at du skal turde at slå hovedet fra, når du skal på date. Slå din indre tjekliste fra, og lyt med hjertet og dine sanser. Duft til ham/hende, lyt til din krop. Hvad siger din krop dig? Hav meget mere fokus på, hvad der sker ovre på DIN banehalvdel, end hvad din date gør og siger og har udrettet. Gør alt, hvad du kan for at æde hovedet af dit eventuelle indre uhyre, der hedder angsten for at blive afvist. Hvis du ikke selv kan lykkes med det, så opsøg hjælp/terapi, for hvis den mekanisme drøner rundt inden i os, kan selv det bedste match fremstå tåget for os. Vid også, at angsten for en afvisning har det med at maskere sig og vise sig på måder, som kan være svære umiddelbart at identificere.

En gearstang med to gear
At “slukke for hjernen” og alle tankerne er ikke nemt, men det kan trænes! Hvis du er velbevandret ud i yoga og/eller meditation, har du en fordel her, da dette som bekendt træner evnen til at være til stede i nuet og smidiggør sindet.
Ellers forestil dig, at du inden i dig har en gearstang med to gear, og øv dig i bevidst at skifte mellem at være i henholdsvis nydelse / sansning og at være “i hjernen” / have analyse-kasketten på. Du kan for eksempel træne “gearskiftet”, når du handler ind, dyrker motion, kører i bus, laver mad - og når du er på date.
Med træning vil du blive en virtuos, der kender dig selv så godt, at du ved hvilket gear, det er mest hensigtsmæssigt at bruge i hvilke situationer.


Det er vigtigt her at understrege, at dette “sanse-nydelses-gear” måske ikke bør være førstevalget for dig, som før har fået overskredet dine grænser/ har ladet dine grænser overskride, fordi du i situationen bliver revet med for så efterfølgende at finde ud af, at du egentlig synes, I gik for langt. 

Jeg tror ikke, at nogen står op og tænker: “I dag vil jeg gerne være lidt lunken i det - jeg vil gerne sende lidt lunkne signaler”. kære single: Ville du være i stand til rent faktisk at opdage, hvis “det gode match” stod over for dig? Hvad forhindrer dig i at hoppe ud i det gode, åbne, ærlige møde her og nu, hvor du tør smide masken og vise, hvem du er?  

God dating derude!



** Danmarks Statistik fører ikke tal over antallet af singler, men antallet af husstande med kun én voksen har været støt stigende siden første måling i 1986. P.t. er der over 1,6 millioner af sådanne husstande. Man anslår således, at der p.t. er ca. 1,1 million singler.  

320.000: Tal fra Danmarks Statistik 2017. Tallet dækker over brug af både dating-apps og dating-sites i alderen 16-89 år. 




søndag den 15. september 2019

GRATIS SESSIONER 22. og 23. september




Sexologiskolen, hvorfra jeg er uddannet, har 10 års fødselsdag i disse dage. Se her. I den anledning er vi en stor gruppe terapeuter landet over, der tilbyder gratis sessioner á 30 minutter. Jeg har ledige tider søndag 22/9 midt på dagen og mandag 23/9. Vi gør det for at "nedbryde muren" til sexologiens verden. Ofte er det sværeste skridt at tage det første! - herefter finder man ofte ud af, at det hele ikke er så farligt.

Jeg har naturligvis tavshedspligt.
Der er ingen forpligtelser efter de 30 minutter, men du er selvfølgelig velkommen til efterfølgende at kontakte mig igen, hvis du har fået lyst til yderligere arbejde med din problemstilling / din situation.

For booking af gratis tid d. 22. eller 23. september: Kontakt mig via min hjemmeside
www.brittkrogh.dk 

eller tryk her 


fredag den 13. september 2019