Jeg er blevet skribent hos Ugeavisen Odense. Jeg vil cirka en gang om måneden invitere læserne med ind i det rum, hvor jeg hver uge snakker med mennesker, som på den ene eller anden måde har "ondt i seksualiteten". For nogle er det nok at komme en enkelt gang, andre har brug for et regelret forløb.
Hermed min første kronik til ugeavisens tillæg "I Byen", som trykkes i 85.000 eksemplarer.
Ugeavisen Odense (e-pages.pub)
Det er efterhånden i de fleste kredse socialt accepteret at gå til psykolog. Jeg ville sådan ønske, at det også gjorde sig gældende inden for mit felt: At man åbent kunne sige, at man gik til sexolog eller parterapeut. Vi følges jo med vores seksualitet hele livet, og langt de fleste vil på et eller flere tidspunkter i deres liv støde på større eller mindre bump på vejen, som ikke går over “af sig selv” eller ved hjælp af en god ven. Vi er så dygtige og kloge til mange ting, men vi tager jo ikke kørekort til parforholdet, ligesom vi gør til symaskinen og bilen. Så selvfølgelig kommer bilen da til at slingre nogle gange! En god parterapeut kan hjælpe med at rette bilen op, så den forhåbentlig undgår at køre i grøften - især hvis man rækker ud i tide.
Fra sexologens bord:
Betina, 28 år, henvender sig til mig, fordi hun har svært ved at få lyst til sex og give sig hen til sex med sin kæreste. Hendes kæreste, Benjamin, er ikke med, men ved godt, at hun nu sidder i stolen over for mig. Han glæder sig til, at vi får fundet frem til, hvad der er galt, så hun kan mærke sin lyst igen; den havde hun jo, da de mødtes for tre år siden.
Betina er kørt helt sur i det, kan slet ikke finde pointen med sex og beskriver, at hun egentlig lige så gerne ville se et afsnit af “Rita”. Jeg spørger ind til biologiske og psykologiske faktorer, hvor der ikke lige umiddelbart er noget, jeg hæfter mig ved, og Betina beskriver sit parforhold som “godt og hyggeligt og trygt”. Hun finder Benjamin lækker og elsker ham, mens superlativerne er lidt mindre farvestrålende, da vi kommer til det seksuelle. Hun tilføjer lidt grinende: “… og jeg tror egentlig heller ikke, han ville lægge mærke til det, hvis jeg rent faktisk lige smuglede iPad’en frem fra natbordet og lå og så lidt “Rita”, mens han tog mig fra siden”.
BINGO! Her ligger hunden jo nok begravet, tænker jeg. Jeg spørger hende, hvad hun savner rent seksuelt. Hvad hun længes efter. Hvad hun ville ønske, at han vidste. Hun taler sig frem til, at hun nok savner nærvær i det intime, “jeg længes efter følelsen af at smelte sammen med ham… men han skynder sig sådan!”. Hendes øjne bliver våde, da hun siger: “Gid han bare nogle gange ville kigge mig ind i øjnene”.
Nu har jeg jo ikke mødt Benjamin, men som udgangspunkt er der for mig ikke nogen skurk her, ingen egoisme eller dårlige hensigter. Betina har ikke fået fortalt sin kære Benjamin om sine længsler; hun vil jo ikke såre ham, som hun siger. På den måde er de kommet ind i en dårlig spiral, hvor det seksuelle nærvær er stort set ikke-eksisterende, hvilket har sendt hendes sexlyst lige ret nedad, og derfor smiler hun aldrig mere kækt til ham. Han, på sin side, vil ikke belemre hende og skynder sig derfor at få sagerne overstået, så hun kan få fred.
Den kan være så svær, den kommunikation! Vi er sårbare, når vi blotter vore drømme og længsler. Og vi har - som Betina- ikke lyst til at såre vores partner.
Betinas lyst fejler ikke noget. Der er ikke noget galt med hende. Faktisk har hun en sund seksualitet, der reagerer helt naturligt. Hvis kvaliteten af sexen - af den ene eller anden grund - er dårlig, er det helt naturligt ikke at få lyst.
Jeg beder Betina forestille sig, at hendes kæreste nu sidder i den anden røde stol og beder hende fortælle ham om sine længsler. “Kære Benjamin, jeg har noget, jeg gerne vil dele med dig”, begynder hun.
Hun går ud af min dør med røde kinder og opløftet pande, parat til at gå hjem og få en god snak med sin kæreste.
Navne og oplysninger er opdigtede/slørede
